Man kan efter Planloven nøjes med at anmelde sine planer til kommunen, hvis de overflødige landbrugsbygninger indrettes uden væsentlige om- eller tilbygninger til:
- Håndværks og industrivirksomhed, lager, kontorformål f.eks. en elektronikvirksomhed eller konsulentfirma
- Forening eller fritidsformål f.eks. lokalhistoriske forening, naturskoler eller naturvejledningscentre
- Stalddørssalg og mindre butikker op til 250 m2
Der må gerne etableres flere virksomheder i en eller flere bygninger på ejendommen, når bare betingelserne i loven samlet er opfyldt.
Landbrugsbygninger, der er opført inden for de seneste fem år, kan ikke uden tilladelse overgå til anden anvendelse. Det samme gælder drivhuse, staklader, eller presenningshaller.
Der gælder særligt stramme regler for ejendomme, der ligger inden for naturbeskyttelseslovens klitfrednings- og strandbeskyttelseslinje.
Der kan foretages ændringer af den eksisterende bygning, når bare bygningerne ikke om- eller tilbygges i væsentlig omfang. Det vil sige, at man uden videre kan etablere for eksempel et nyt indgangsparti.
Istandsættelse af en eksisterende bygning, der er beboet, eller som indtil for nylig har været beboet, kræver som udgangspunkt ikke tilladelse, hvis der er tale om almindelig reparation og vedligehold-
elsesarbejde. Er der tale om en mere omfattende istandsættelse, skal der indhentes en landzone-
tilladelse, hvilket i reglen gives uden problemer. Hvis bygningen derimod har været forladt i længere tid og er så forfalden, at den ikke længere repræsenterer nogen værdi af betydning, vil myndighederne behandle en ansøgning om istandsættelse, som om det var en ansøgning om nybyggeri.